FRA: VIDEN ER MAGT

Imperialismen
1. Verdenskrig
Spartakusforbundet
Imperierne bryder sammen
Krigsstifterne, kapitalisterne og løgnhalsene
Borgerlig nationalforsamling eller folkemagt ?
Mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht

Revolutionen i Tyskland - 1918/19

Drømmen om en tysk arbejderstat døde i januar måned 1919, da revolutionen blodigt blev kvalt af de tyske socialdemokrater, der i samarbejde med de reaktionære junkere, borgerklasserne og militære frikorps nidkært bekæmpede arbejder- og soldaterråd, strejker, demonstrationer og mytterier. Begivenhederne har fået afgørende betydning for resten af dette århundrede. Hvis socialdemokratiet i 1917, 1918 og 1919 havde støttet arbejderne og drømmen om en arbejderstat, kunne verden havde undgået hitlerdiktaturet, der i begyndelsen af 1930'erne støttede sig på de samme morderiske militære frikorps, som socialdemokraterne brugt mod deres egne klassefæller i 1919.

I denne korte redegørelse over begivenhederne i Tyskland, bliver der ikke plads til en omtale af alle de politiske begivenheder, om de politiske resolutioner, om splittelser og om nye mål. Det er fordi der er så mange hændelser, der får indflydelse på udviklingen dag for dag. Men du kan starte med at læse Sebastian Haffners: ,,Revolutionen der blev forrådt".

Om tiden før den tyske novemberrevolution i 1919 skal kort fortælles, at 70 år før i 1848 blev alle Europas lande rystet af revolutioner og af politiske virksomhed og fritænkeri, der ellers var henvist til litterære saloner og sangforeninger. Europas religiøse verdensbillede blev grundigt rystet. Der blev dannet politiske partier, og Karl Marx og Friederich Engels og mange andre måtte flygte til London, fordi de blev udvist i flere lande for deres journalistiske og politiske arbejde. I mange lande gennemføres en form for indskrænket parlamentarisme. Men det blev kun de formuende, der havde stemmeret, ligesom censuren og politiet stadigvæk var særdeles aktivt,- vendt mod arbejderne og de liberale radikale, der krævede jord og arbejde.

I Tysklandene lykkes det ikke i 1848, at samle de mange småstater i en national forening. Først i 1862 da Bismarck bliver udnævnt til ministerpræsident i Preussen, beslutter han, at samle og indordne tysklandene ind under Preussens suverænitet. Men først fører Bismarck og Østrig krig mod Danmark i 1864, og i 1870/71 mod Frankrig. Situationen i Paris har en del lighed med begivenhederne i Tyskland, 1919, idet Frankrig er slået i en håbløs krig, og befolkningen i Paris tager magten,- opretter Pariserkommunen, - der bliver knust i en blodig kontrarevolution af de franske borgerklasser, der myrder 40.000 parisere.

Efter denne ulykkelige begivenhed og sejren over Frankrig udråbes det tyske rige fra Versailles med Wilhelm d. I. som kejser. 27 kongeriger, hertugdømmer, fristæder og røverbaroner havde nu i 1871 stiftet Det kejserlige Tyskland, og da det nye selvherskerdømme ville have andel i verdenserobringerne blev der udformet en verdenspolitik. Bismarck indførte en rigsdag, der helt op til 1919 slet ikke havde nogen formel magt, men som udelukkende skulle tjene det kejserlige overhoved. Ved valgene til den nye rigsdag i 1871 fik socialdemokraterne to mandater ud af 397 mandater. Bismarck, der også blev kaldt: Jernkansleren anså det tyske socialdemokrati for at være hans bitreste fjende. Så i 1880 gennemførte Bismarck de berygtede socialistlovene. Lukkede 150 socialdemokratiske aviser, fængslede 1500 socialister og forfulgte socialdemokraterne gennem de næsten 15 år.

Imperialismen

I disse år skete der en sammensmeltning af bankkapital og industrikapital, hvorved der opstod en ny finanskapital, der blev førende og som fortrængte vareeksporten betydning. Koncentrationen af produktion og kapital, hvor en snæver kreds af mennesker via monopoler fik afgørende indflydelse på verdensøkonomien, betød nye rivninger, når de internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger og deres stormagterne opdelte jordkloden mellem sig. Den eksportorienterede finanskapital forsøgte rundt om på jordkloden at fortrænge de oprindelige kulturer og opbygge nye værdinormer, markeder, osv.. Men vel at mærke samme med stormagternes beskyttende militære apparater, samtidig med, at finanskapitalen i svulstige toner fremhævede deres civilisation på bekostning af andre folkeslags kulturelle og religiøse opfattelser.

Den imperialistiske kolonialisering af jordkloden og udbytning af alverdens folkeslag og nationer, medførte at racismen blomstrede i kølvandet, samtidig med den ubarmhjertige undertrykkelse af arbejderne blev forstærket. Ved rigsdagsvalg i Tyskland, sørger bureaukratiet eksempelvis for, at kun en tredjedel af de stemmeberettigede fik optalt deres stemmer. Kampen om verdenserobringerne medfører at alle stormagter ved århundredeskiftet skriver i aviserne og underviser i skolen om, at krigen er forestående og uundgåelig. Krigskulten bliver genoplivet og alle børn og unge opdrages til en kommende krig fordi. Generalerne i alle lande har gennem længere tid planlagt en krig, men Europas socialdemokratier gentager på den ene nationale og internationale kongres efter den anden, at krigen skal bekæmpes og freden skal bevares. Synspunktet er selvfølgeligt, at det er vanvittigt, at iklæde arbejderne og bønderne en soldateruniform og et gevær, så de kan gå ud og slå hinanden ihjel på slagmarkerne, - ene og alene til økonomisk gavn for de hjemlige kapitalister, der vil tjene penge på myrderierne, våbenproduktionen, madforsyningerne, genopbygningen, osv.

Ja, der blev afholdt internationale arbejderkongresser allerede i Paris 1889, hvor arbejderbevægelsen havde forudset en imperialistisk storkrig. I 1907, 1910, 1912, 1914 erklærer Europas socialdemokrater højtideligt, at de vil bekæmpe krigskræfterne, og at arbejderne ikke skal uniformeres i kejsernes og kongernes hære. Men nu dukker der pludseligt tyske socialdemokrater op, der støtter Tysklands krav om imperialistisk ekspansion, og socialdemokraten Friedrich Ebert forsøger at neutralisere ungdommen, med sine reformistiske ideer om at overtale kapitalisterne til fredelige reformer, idet de samme socialdemokratiske reformister ville vinde legalitet og tryghed ved at følge Borgerskabets vilkår og opkøber aktier og fast ejendom. Skridt for skridt bliver det socialdemokratiske marxistiske program i Tyskland fra 1891 udvandet. Men programerklæringerne om hvordan en kommende krig skal stoppes, vovede socialdemokraterne i toppen ikke at forkaste.

Det bør nævnes, at datidens socialdemokrati og fagbevægelse, var opbygget som et autoritært arbejderaristokrati, der i al væsentlighed bestod af faglærte arbejdere i industriområderne. De mange udenlandske arbejdere på private slavekontrakter, de ufaglærte, landarbejderne, kvinderne og børnearbejderne var uorganiserede og blev endda betragtet som en paria i samfundet. Ja flere samtidige kilder skriver, at kvinder og børn blev betragtet som dyr. Udenfor industriområderne havde junkerne den totale magt over arbejderne. På landet var Tyskland stadigt patriarkalsk og feudalt. Flertallet levede i nød og elendighed, i sult, i usikkerhed, i retsløshed og med en nedværdige fattigforsorg. Man mener, at fire femtedele af befolkningen overhovedet ikke havde nogen plads inden for samfundet.

Derfor ryster revolutionen i Rusland i 1905 også hele det kapitalistiske borgerskab. Og da Karl Liebknecht i 1907 udgiver en pjece om "militarismen og antimilitarismen", bliver han dømt for højforræderi. Medens han afsoner sin dom, stemmer de berlinske arbejdere ham i 1912 ind i den tyske rigsdag, hvor det tyske socialdemokrati nu opnåede 110 rigsdagmedlemmer og de borgerlige 287 mandater.

1. Verdenskrig

Indtil 1913 besidder tyrkerne mægtige landområde op i Østeuropa. Ja, gennem 500 år har tyrkerne kolonialiseret mægtige europæiske områder. Frigørelsen fra tyrkerne medførte helt naturligt stridigheder og uro. Og uden at gå i detaljer, sker der det, at de sydslaviske folk vil samles i et Stor-Serbien. Det Østrig-Ungarnske kejserrige frygter denne sydslaviske nationalisme. Der opstår småkonflikter og krig . Dobbeltmonarkiet skærper tonen og ønsker at udvide kejserriget til et trestatsrige bestående af tyskere, ungarer og sydslaver. Tyskland Kejser Wilhelm kommer i foråret 1914 med truende udtalelser. Men det er man vant til, selv om det britisk-tyske flådekapløb var aftaget i styrke. I juni 1914 skydes ærkehertug Frans Ferdinand i Bosnien. Nyheden forsvinder hurtigt fra avisernes forsider. Men tre en halv uge efter begivenheden i Sarajevo afleverede Østrig et ultimatum i Serbiens hovedstad, Beograd, og stiller krav om, at Serbien indenfor 48 timer skal svare på, hvorledes Serbien vil foretage en grundig udrensning blandt de elementer, der var fjendtlige mod dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, og hvorledes Østrig-Ungarn kunne medvirke i opklaringen af mordet på Frans Ferdinand.

Serbiens svar blev rundt om i verden betragtet som imødekommende og behersket. Men Serbien mente selvfølgelig, at Østrig ikke kunne blande sig i indre Serbiske anliggender. Få timer efter dette svar mobiliserede Østrig en femtedel af sin hær. Den russiske zar gik muligvis i panik. Zaren mobiliserede de sydrussiske militærdistrikter, og anmode Østrig og Serbien om at besinde sig. Samtidig fortalte Zaren, at de militære forholdsregler i Rusland ikke var rettet mod Tyskland. Men derefter udvidede Zaren også mobiliseringen af Østersøflåden og indrog al orlov i hele Rusland og fik Frankrig til at bekræfte deres løfter om gensidig støtte mellem Rusland og Frankrig. Det medførte alarmerende rapporter i Berlin og Wien, som følte sig truet af Rusland, Frankrig og Serbien. D. 28. Juli 1914 erklærede Østrig-Ungarn krig mod Serbien. D. 29. Juli erklærer Zaren mobilisering i hele Rusland. D. 1. August erklærede Det Tyske Kejserrige pludselig krig mod Rusland. D. 3. August erklærede Tyskland krig mod Frankrig, samtidig med, at Belgien og England erklærede krig mod Tyskland.

I løbet af nogle ganske få dage var de europæiske stormagter i krig med hinanden. Baggrunden var misforståelser og trusselsbilleder. Og for de katolske præster i Frankrig, der var smidt på porten ved Den Store Franske Revolution i 1789, var det en kærkommen lejlighed til at genvinde deres plads i historien. De udstillede den tyske arvefjende, som en protestantisk preusser. Jøderne i de krigsdeltagende lande afgav loalitetserklæringer og sluttede op om det nationale hysteri. Men alligevel blev de udsat for forfølgelser og ringeagt,- thi så havde man jo altid nogen, man kunne bruge som syndebuk, hvis man tabte krigen.

D. 4. August 1914 kræver den tyske rigskansler 5 milliarder mark i krigsbevillinger. De tyske socialdemokrater fremkommer med en mængde bortforklaringer og efterrationalisering om, at krigen jo var en kendsgerning, og at Tyskland var omgivet af fjender. Hvorfor skulle man så agitere mod krigen, når der nu også var undtagelsestilstand og pressecensur ? Og når nu de franske socialdemokrater havde stemt for krigen,- ja så kunne de tyske jo gøre ligeså, fordi Tysklands krig var en forsvarskrig. Af socialdemokraternes 110 rigsdagsmedlemmer stemmer 96 for krigsbevillingerne og 14 imod. Den borgerlige belønning udeblev ikke. Socialdemokratiets presse blev tilladt på kasernerne og planerne om arrestation af socialdemokraterne blev droppet, ligesom Kejser Wilhelm II modtog de socialdemokratiske rigsdagsmænd i audiens. Men det var jo også lykkedes de ledende socialdemokrater at skrinlægge klassekampen i partiets aviser. Kun socialdemokraterne i Rusland og Bulgarien overholder beslutningerne om ikke at bevilge penge til krigen. De andre landes socialdemokratiske partier brød deres højtidelige løfter om fred og gensidigt broderskab.

1.Verdenskrig var en kendsgerning og socialdemokratierne stemte flere gange for krigsbevillinger, hjalp de nationale borgerklasser, understøttede krigshysteriet, våbenproduktionen og krigsgalskaben. I oktober måned lykkedes det dog i Tyskland, at samle en hemmelig opposition mod krigen. Men det bliver opdaget og reformisterne i socialdemokratiet kræver eksklusion af Karl Liebknecht. Han rejser til det voldtagne Belgien og ved sin hjemkomst stiller han en konsekvens strøm af afslørende spørgsmål om krigen, der havde udviklet sig fra en forsvarskrig til en angrebskrig,- f. eks. om hvor mange civile belgier hæren havde lade skyde eller transportere til slavearbejde i Tyskland siden sidst ? Og de højt agtede mænd fra det tyske borgerskab med monokler i rigsdagen lavede skandalescener, når Liebknecht talte. De hylede og skreg med tilråb og tabte fuldkommen fatningen. Han spørgsmål blev internationalt kendt, og da myndighederne ikke kunne arrestere ham p.g.a. parlamentariske immunitet, indkaldte de ham som mening til landeværnet. Men også socialdemokraterne bagvaskede den modige Liebknecht og d. 2. December er Karl Liebknecht alene i rigsdagen om at stemme mod den næste krigsbevilling.

I februar 1915 bliver Rosa Luxemburg arresteret, da planerne om at udgive tidsskriftet "Die Internationale" bliver kendt. Hun fængles uden rettergang og på ubestemt tid. I september måned afholdes en konference i Zimmerwald i Schweiz mellem 38 socialister fra elleve lande. Formålet var at protestere mod socialdemokraternes borgfred og mod krigen. D. 21. December stemmer 20 socialdemokrater i den tyske rigsdag mod den femte krigsbevilling.

Spartakus

I januar 1916 begynder et duplikeret flyveblad at cirkulere. Bladet bekæmper krigen, og er underskrevet af Spartakus. I april 1916 mødes atter socialistiske delegerede fra syv lande. På trods af mødeforbud og undtagelsestilstand samles titusinder af Spartakussympatisører d. 1. Maj i Berlin under parolerne om fred, brød og frihed. Mødet ryster regeringen. Liebknecht når lige at indlede sin tale med: ned med krigen! Ned med regeringen! Så bliver han arresteret og dømt 2 1/2 års fængsel for højforræderi. Og da han appellerer og arbejderprotesterne bliver voldsommere, sættes straffen op til 4 år, samtidig med at en række andre socialister bliver arresteret. Tyskland udvikler sig til et militærdiktatur, men i efteråret er Spartakus-flyvebladene udbredt alle vegne. I vinteren 1916 bliver Liebknecht ekskluderet af socialdemokratiet. Han forstyrer deres borgfred med det kejserlige Tyskland. En stor gruppe krigsmodstandere brød da ud af partiet. Krigen medfører hårde levevilkår i alle lande. På Irland gør man oprør. Men de engelske styrker knuser oprøret og henretter Irlands martyrer.

I de første måneder af 1917 sulter det tyske folk. Månederne kaldes kålrabivinteren. Rationerne for kvinder og børn bliver mindre og mindre. Der er omfattende hungeroptøjer i Berlin. Bare på en dag dør 1.700 i Berlin, - og 'den spanske syge' florere. I februar styrtes Zaren i Rusland og i foråret gør halvdelen af den franske hær mytteri. I april indtræder USA i krigen og finansierer krigen med obligationslån, nye skatter og inflation. I Tyskland dannes det uafhængige socialdemokrati (USPD), der ønsker fred. Om sommeren gør matroserne oprør i Kiel. Resultatet blev massearrestationer, lange fængselsstraffe og to justitsmord. De dødsdømte matroser måtte sendes til Køln og likvideres, fordi mange militære enheder ikke vil påtage sig opgaven. Overalt i Tyskland strejkes der - for brød og mod krigen. I Leipzig kræver titusindvis af arbejdere:

1. tilstrækkelig forsyning af billige levnedsmidler og kul

2. en regeringserklæring om fred uden anneksioner.

3. ophævelse af belejringstilstanden og censuren

4. mødeforbud og foreningsforbudet skal ophæves. Man kræver ret til at danne fagforeninger.

5. ophævelse af tvangsloven

6. løsladelse af alle politiske fanger

7. indførelse af almindelige, direkte og hemmelige valg til alle statslige og kommunale institutioner

8. indførelse af arbejderråd efter russisk forbillede.

I Oktober måned 1917 overtager bolsjevikkerne magten i Rusland under parolen: fred, brød og jord. Den borgerlige februarrevolution i Petrograd var afløst af en socialistisk Oktoberrevolution. Arbejdernes og bøndernes revolution gav genlyd over hele verden og vakte en bølge af håb og begejstring. De dragende budskaber fra det revolutionære Petrograd om, at alle verdens undertrykte og udbyttede skulle slutte sig sammen mod deres undertrykkere, medførte fabriksbesættelser og uroligheder i hele Europa. Millioner af arbejdere, bønder og soldater hilste den russiske revolution velkommen, og datidens forhåbningerne var, at det industrielle og fagorganiserede Tyskland skulle gennemføre en socialistisk revolution, der ville brede sig til flere lande med bolsjevikkernes Dekret om Freden. Men det skulle vise sig, at flertallet af Tysklands socialdemokrater lå under for den traditionelle borgerlige ærbødighed, for statens autoritet og for parlamentariske illusioner. I december måned 1917 gennemfører bolsjevikkerne ønsket om fred ved en våbenhvileforhandling med Centralmagterne i Brest-Litovsk.

I januar 1918 gik 1/2 million industriarbejde på gaden i Berlin med kravet om fred og brød. Der blev dannet strejkekomiteer og arbejderråd. Arbejdsnedlæggelserne breder sig til andre store byer. Militaristerne skærper undtagelsestilstanden og censuren og indkaldte arbejderne til vestfronten, så strejken langsomt blev afblæst. Men division efter division af soldater var blevet røde eller upålidelige. Overkommandoen kunne bare gå af helvede til med sine officersfjolser. Men militaristerne tørstede efter militære sejre. Det lykkes at sætte Tysklands hære i bevægelse mod Rusland, der i marts måtte underskrive en ydmygende fred,- helt på tyskernes vilkår, idet bolsjevikkernes hærafdelinger jo tidligere var hjemkaldt i forbindelse med den indgåede våbenhvile.

Men de tugthusagtige forhold på virksomhederne, hungersnøden, tabet af forsøger, falden pengeværdi, huslejeforhøjelser og politiets forfølgelser gav anledning til nye strejkebølger. Og da de militære styrkeforhold på Vestfronten ændrer sig, og de bulgarske soldater vender bajonetterne mod deres befalingsmænd, ønsker Ludendorff pludseligt og overraskende i oktober måned våbentilstand, idet han mente, at Tyskland havde tabt krigen, og at regeringen ikke havde nogen reel magt. Og selvfølgelig havde regeringen ingen magt, idet han og kejseren suverænt gennem de to sidste års militærdiktatur havde mistet folket og soldaternes tillid, der sultede som bare fanden og som døde i skyttegravene uden ammunition og uden uniformer. Ludendorffs ide var at lokke socialdemokratiet til at forhandle fredsbetingelserne, så de i fremtiden skulle bære ansvaret for nederlaget, samtidig med at han tilbød indførelse af en forfatningsændring og fuldstændigt parlamentarisk statsskik. Og for Ludendorffs tilhængere var det bedre med en revolution fra oven, i stedet for en revolution fra neden.

D. 3. Oktober udpegede kejseren prins Max von Baden, en konservativ monarkist til rigskansler og kejsersocialisterne blev optaget i kabinettet, ligesom man henvender sig til USA med ønsket om fred.

Imperierne bryder sammen

D. 23. Oktober løslades Karl Liebknecht fra fængslet under kæmpemæssige demonstrationer. 2 1/2 år havde han siddet inde fordi han var modstander af krigen. Men nu bryder Østrig-Ungarn sammen under presset fra arbejdermasserne. Den Tjekkoslovakiet republik opstår. Der proklameres en uafhængig stat af slovener, kroater og serbere. Og østpå kæmpes der for en uafhængig polsk stat. Imperierne er brudt sammen.

Men tyske marineofficerer planlagde at gå mod Ludendorff og regeringens våbentilstandsaftaler, der allerede var sendt til USA. D. 28. Oktober udgik der en befaling til flåden fra marineofficererne, om at den skulle ud på en manøvre. Men matroserne havde fået kendskab til en hemmelig radiomeddelelse fra admiraliteten, hvoraf det fremgik, at flådens 24 slagskibe skulle kæmpe til sidste mand og til sidste skib mod den engelske flåde. I det kommende nederlag ville officererne i dette mytteri mod regeringsbeslutningerne rive matroserne med i undergang.

Men ilden under dampkedlerne i krigsskibene blev slukket af fyrbøderne i Wilhelmshaven på Schilling-Reede. Matroserne og fyrbøderne iværksatte nemlig et modmytteri mod officerernes mytteri. Matrosernes mytteri lykkes. Men dagene derefter blev fyrbøderne og andre mytterister arresteret i hundredvis. Heldigvis får matroserne i Kiel hurtig tilslutning fra arbejderne på skibsværfterne og fra byen. Så d. 3. november 1918 hejser de oprørske matroser det røde flag. Kravene er: frihed for vores kammerater. Væk med kejseren ! Om aftenen blev 8 dræbt og 28 såret i en demonstration. Dagen efter fik man tilslutning fra andre marineenheder i land, og arbejderne indledte en generalstrejke.

Der blev dannet soldater- og arbejderråd, og om aftenen d. 4. November havde rådet den politiske magt i Kiel. 40.000 matroser og arbejdere havde dannet den først sovjetforsamling (rådsforsamling) på tysk grund. Prins Max von Baden troede, at der var tale om et lokal oprør og et lokalt sammenbrud. Men revolutionen bredte sig med rivende hast fra Kiel til kystområderne og derefter til hele Tyskland. Socialdemokraten Gustav Noske blev sendt til Kiel for at rulle bevægelsen tilbage. D. 7/8 november erklærer et Provisorisk Arbejder-, Soldater - og Bonderåd i München, at Bayern var en republik. Revolutionen greb om sig til det vestlige og de centrale tyske industricentre, og overalt i Tyskland blev der oprettet Arbejder- og soldaterråd. Hele det tyske folk blev revet med i begejstring. De 60 største byer i Tyskland var under de revolutionæres kontrol.

Kejsertro regimenter blev sendt til de største byer for at slå revolutionen ned. Men regimenterne tilsluttede sig de revolutionære og i Berlin proklamerede Spartakisterne generalstrejke d. 9. November for at stoppe krigen. De herskende klasser og kejseren gjorde utallige forgæves forsøg på at standse den revolutionære begejstring og troede, at tropperne fra vestfronten ville hjælpe med til at nedkæmpe revolutionen. Uden at indhente kejserens samtykke erklærede prins Max von Baden på egen hånd kabinettet for afsat, og overlod uden dramatik den såkaldte magt til socialdemokraten Friedrich Ebert, fordi man herigennem mente, at han kunne dæmpe den oprørske massebevægelse, og fordi Ebert ville have gaderne rømmet. De måtte jo konstatere, at de hverken ved fronten eller i Berlin havde de nogen magtinstrumenter, og rigskansler prins Max von Baden meddeler til stor forargelse for kejseren også at kejseren er trådt tilbage, både som kejser og konge af Preussen, selv om prinsens godt ved at hans beslutninger var ulovlige og forfatningsstridige.

Derefter skynder prins Max von Baden sig ud af Berlin, og ved middagstid da en kæmpedemonstration når rigsdagsbygningen, taler socialdemokraten Phillip Scheidemann til folket og udråber på egen hånd - den tyske republik. Ebert, der opholder sig i rigsdagsbygningen bliver forarget og ophidset, fordi han ikke vil have nogen republik. Han vil redde monarkiet og har en aftale med den gamle hærledelse, om at den skulle forsætte. Kl. 16.3o udråbte Karl Liebknecht, Spartakisterne og hundredtusinder af berlinere fra kejserens balkon, at Tyskland nu var en demokratisk socialistisk republik. Al den udøvende, lovgivende og dømmende magt skulle udgå fra Arbejder- og soldaterrådene. Den politiske magt blev således erobret to gange den samme dag. Også overalt i Sønderjylland (der er under tysk herredømme) blev der etableret Arbejder- og soldaterråd. De berlinske tillidsmænd fra de største fabrikker havde siden sidste vinters store strejker også været aktive. Om aftenen d. 9. November besætter de parlamentet og beslutter, at hver fabrik og kaserne i Berlin dagen efter skal vælge en delegeret pr. tusind mand.

Krigsstifterne, kapitalisterne og løgnhalsene vinder

D. 10. November kl. 17.oo samles disse 3000 delegerede fra Berlin. De ledende pacifistiske socialdemokrater vælger at deltage på mødet, for ikke at isolere sig fra masserne og fra Arbejder- og soldaterrådene. Imidlertid var det lykkedes, at overbevise de soldaterdelegerede om at støtte den ulovlige Scheidemann-Ebert regering. Selv om mødet er kaotisk, er soldaterne fra Berlin tilfredse med de socialdemokratiske løfter om en snarlig fred og reformer der kan bøde på den sociale elendighed. Men den kapitalistiske produktionsmåde og ejendomsretten bliver tilsyneladende ikke anfægtet. Det drejer sig nu om fred og brød. En tillidsmand ødelægger stemningen, og får derved soldaterne til at stemme på Eberts folk og de berlinske råd vælger 12 arbejdere og 12 soldater til den nye provisoriske regering, der består af socialdemokrater og medlemmer fra det uafhængige socialdemokrati, og udråber sig til rigets højeste magt i forhold til den borgerlige rigdagsforsamling.

Socialdemokraternes dobbeltspil ved både at deltage i den provisoriske regering og i den gamle borgerlige rigsdag bliver således gennemført med succes, idet socialdemokraten Friederich Ebert, straks i al hemmelighed brugte det monarkistiske bureaukratiske embedsapparat til at indgå en aftale med generalerne om genoprettelse af officerernes myndighed i hæren, og om fælles indsats mod de revolutionære arbejdere og soldater, bekæmpelse af rådene, samtidig med at socialdemokraterne indgik borgfred med arbejdsgiverforeningerne og aftalte oprettelse af mæglingskommissioner.

Socialdemokraterne gik således sammen med de gamle vogtere, får at drive deres egne tilhængere væk. Men det viste de berlinske råd ikke, og da de besluttet at oprette en Rød Garde blev de narret af Ebert, der bildte dem ind, at en bevæbning af arbejderne var udtryk for mistillid til soldaterne, samtidig med at Ebert afviser russiske jernbanevogne med fødevarehjælp og korn og tigger USA om levnedsmiddelhjælp, der til gengæld også stiller krav om at socialdemokraterne skulle modarbejde revolutionen.

Karl Liebknecht advarer da, at kontrarevolutionen står midt iblandt os. Bliv på gaden ! Opstil bevæbnede vagter ! Og i bladet Røde Fane, der blev udgivet fra et forlag, der var besat af arbejdere og soldater, opfordrede Spartakisterne berlinerne til ikke at lade sig beruse af de første sejre, fordi det var tydeligt, at der manglede en central ledelse, og fordi det gamle statsmaskineri blev bibeholdt, ligesom at de nye Arbejder- og Soldaterråd kun havde opnået en kontrolret.

D. 11. november vedtog flere grupper, at danne et Spartakusforbund og nedsætte en centralkomite, der regelmæssigt udgav bladet: Røde Fane. Rosa Luxemburg er netop blevet løsladt efter årelang fængsling. Forskellige kræfter forsøger at redde monarkiet som statsform. De uskolede soldater og arbejdere i Berlin, der troede på, at deres krav ville blive gennemført af socialdemokraterne, bliver skridt for skridt tvunget i defensiven af socialdemokraterne, der opretter et republikansk vagtkorps. Arbejder- og Soldaterrådene fik yderligere besked om, at de kun skulle holde sig til snævre praktiske spørgsmål, og ikke afsætte embedsmænd eller blande sig i statsorganernes, transportvæsenets og forsyningstjenestens arbejde.

Rosa Luxemburg konstaterede da, at alt hvad den socialdemokraterne har foretager sig, er båret af frygt for arbejdermasserne, og at de fører revolutionen ind på et borgerligt sidespor. Karl Liebknecht konstaterer, at socialdemokraterne ikke gennemfører deres socialistiske program, og at der var en gabende afgrund mellem arbejdernes krav og aktioner, og et sociale indhold i de socialdemokratiske reformer. De revolutionære forstod, at den tyske revolution var kørt fast, og at revolutionens mål var afsporet. I de sidste fjorten dage af november måned voksede økonomiske og politiske krav frem fra alle Tysklands forskellige egne:

Men socialdemokraternes modrevolution lykkes mod Arbejder- og soldaterrådet i Berlin. Og meget bemærkelsesværdigt er det, at Berlin's Arbejder- og Soldaterråd, d. 23. November kan overgive den udøvende magt til den såkaldte regering,- når man tænker på oprørets mangfoldighed i alle Tysklands byer.

Det tyske kejserrige, som havde varet i 48 år var nu slut. Kejseren abdicerede officielt samtidig med, at 21 tyske kroner faldt. Da det berlinske råd er så eftergivende, kræver Rosa Luxemburg øjeblikkelig en indkaldelse af en tysk rådskongres, nyvalg til Arbejder- og Soldaterrådene, permanente rådsforsamlinger, et rigsparlarment af arbejdere og bønder, oprettelsen af en Rød Garde, fjernelse af alle kejserlige militære og politi organer, konfiskering af fyrstehusene og de store jordejeres formuer, samt indkaldelse af en verdenskongres for arbejdere.

Borgerlig nationalforsamling eller folkemagt ?

Men Tyskland var delt i spørgsmålet om en revolutionær rådsforsamling eller en kontrarevolutionær nationalforsamling. Kampen stod, om man efter Kejserstyret skulle have et borgerligt demokrati eller socialistisk demokrati,- om man skulle forsætte det kapitalistiske herredømme med privatejendomsrettens økonomiske love og røverkultur,- eller om Arbejderne, Soldaterne og Bønderne skulle skabe et nyt socialistisk samfund, der var baseret på et andet økonomisk og juridisk system, - på fælleseje, på lighed og broderskab.

D. 6. December gav socialdemokraterne og general Groener imidlertidig ordre til at beskyde en fredelig arbejderdemonstration i Berlin, samtidig med at et monarkistisk regiment marcherer op foran rigskancelliet og udråber Ebert til rigspræsident. Kontrarevolutionen forsøgte tilsvarende kup i Hamburg, Bremen, Lübeck og Chemnitz. Men i Essen og Mühlheim an der Ruhr arresterede Arbejder- og Soldaterrådene de socialdemokratiske kupmagerne. Derfor blev episoden om Eberts udråbelse til rigspræsident fortiet, idet de kontrarevolutionære kupforsøg blev bekæmpet overalt i Tyskland.

I mange byer dukker pludseligt borgerlige råd op, der var sammensat af husejere, udlejere, læger, lærere og præster, der krævede ligeret og trængte ind i Arbejderrådene. På landet opstod såkaldte bonderåd af storbønder og junkerorganisationer, der infiltrerede de rigtige bonderåd. Sammen med monopolherrer, officerskliker, borgerlige liberale, faglige og højreorienterede socialdemokrater, lykkedes det at afspore revolutionen, ved at påstå og desorientere masserne med påstanden om, at en konstituerende forsamling med borgerligt demokrati kunne åbne vejen for det socialistiske perspektiv.

De kontrarevolutionære begivenheder fra slutningen af november og i begyndelsen af december måned medførte, at samtlige Tysklands Arbejder- og Soldaterråd blev indkaldt til en landsdækkende kongres i dagene d. 16. - 21. december i Berlin. Primært ville tyskerne ikke have en borgerlig republik, men ville have en arbejderrepublik og en folkehær, hvor officererne skulle vælges af soldaterne. Imidlertidig deltager der kun 489 delegerede i rådskongressen. Mange områder i Tyskland blev ikke repræsenteret på kongressen, bl.a. Ruhr distriktet. Udenfor kongressen står 1/4 million arbejdere, der demonstrerede foran kongresbygningen og kræver, at Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg skal have adgang til kongressen. Indenfor ødelægger en tillidsmand samarbejdet mellem soldater og arbejdere, og mødet beslutter, at give afkald på rådsmagten, og giver den socialdemokratiske regering den udøvende og den lovgivende magt, ligesom det blev besluttet at afholde valg d. 19. Januar 1919 til en konstituerende nationalforsamling. Med 344 stemmer mod 98 stemmer afgjorde de delegerede Tysklands fremtid og forsøgte at begrave revolutionen.

Igen d. 24. December, juleaften, viser socialdemokraterne atter deres hensigter, da nogle matroser bliver nedskudt på ordre af socialdemokraten Ebert, der var i løbende kontakt med de gamle kejserlige generaler og de nye frikorps, der dukkede op under det militære sammenbrud. Men Ebert's soldater i Berlin kunne ikke udøve nogen magt, idet de hurtigt blev besejret. En kæmpedemonstration begraver d. 29. December de myrdede matroser, og det blev besluttet at bryde samarbejde med socialdemokratiet og stifte Kommunistiske Parti i Tyskland, d. 1. Januar 1919, hvor flertallet i KPD beslutter, at man ikke skulle deltage i det kommende valg d. 19. Januar 1920.

Mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht

Men socialdemokraterne var ikke uvirksomme og førte nye frikorps til Berlin. Socialdemokraterne afskedigede embedsmænd, der var medlemmer af det uafhængige socialdemokrati: USPD. D. 4. Januar 1919 afsatte socialdemokraterne Berlin's uafhængige politipræsident. 150.000 arbejdere i Berlin nedlagde arbejdet d. 5. Januar under parolen: generalstrejke - ned med regeringen Ebert-Scheidemann ! D. 6. Januar var 1/2 million arbejdere på gaden i en spontan massedemonstration. Men et hastenedsat provisorisk revolutionsudvalg på 53 medlemmer i Berlin forblev passivt.

D. 10. Januar udråbte Arbejder- og Soldaterrådet i Bremen en rådsrepublik, og gennemførte nye løntakster og arbejdsløshedsunderstøttelse. I mange andre byer øger arbejderne deres aktiviteter. Men højresocialdemokraten Gustav Noske havde ingen betænkeligheder ved at påtage sig funktionen som blodhund. Hans landsknægte og frikorps fik slået rådsrepublikken Bremen ned med våbenmagt.

I dagene d. 9. Januar til d. 12. Januar befaler socialdemokraten Ebert, at revolutionen i Berlin skal skydes i sænk. D. 11. Januar rykkede Noske´s frikorps ind i Berlin og påbegyndte et blodbad. Der kæmpes i flere dage fra hus til hus. Om aftenen d. 15. Januar blev Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht arresteret uden motiver af et frikorps. Karl Liebknecht blev hård såret, da de smadrede en geværkolbe ind i hans hoved, og få minutter efter blev han skud ned i Tiergarden af Noske´s officerer. Han blev 48 år. Rosa Luxemburg blev myrdet i en bil. Hendes mordere surrede ståltråd om liget og smed det i Landwehrkanalen. Hun blev 49 år.

Mordene sker få dage før valget d. 19. Januar 1919. For så vidt er mordene bemærkelsesværdige. Rosa og Karl deltager jo ikke i valgene. Rosa har fra februar 1915 til november 1918 siddet i fængsel p.g.a. politiske synspunkter. Karl Liebknecht sad også i fængslet fra 1916 til 1918. Og i januardagene 1919 var Karl Liebknecht kun været periferisk indblandet og Rosa Luxemburg slet ikke indblandet. Ja, kun i to måneder havde de været fri inden de blev myrdet. Men måneden før, i december 1918 havde borgerskabet og socialdemokraten Scheidemann sat en pris på deres hoveder, fordi de begge var blevet symboler for arbejdermasserne, der ikke mere ville finde sig i løgne og bortforklaringer. Rosa Luxemburgs lig blev først fundet i maj 1919.

Kontrarevolutionen, der var startet i Cuxhaven var overstået på ni dage. Midt under Noske´s blodige terror afholdtes valget d. 19. Januar. Af de afgivne stemmer fik junkerklassernes partier 54 % af stemmerne. Socialdemokraterne fik 38 %. Nationalforsamlingen blev borgerligt domineret med tilslutning og opbakning fra det forræderiske socialdemokrati, der havde tilsluttet sig 1. Verdenskrig, og som havde bekæmpet den tyske drøm om en arbejderstat. Socialdemokraterne gik i regering med to højrepartier.

Men Arbejder- og Soldaterrådene gav ikke op. I februar måned var der aktiviteter og generalstrejke i den rhinsk-westfalske industriregion og i hele mellem-Tyskland. I Ruhr distriktet blev arbejdet nedlagt i halvdelen af minerne. Arbejderne krævede nationalisering og samfundseje af produktionsmidlerne og frikorpsene opløst. Men strejkerne blev også her nedkæmpet med våbenmagt. Nye strejker udbrød. Nationalforsamlingen i Weimar blev blokeret og i marts måned nåede strejkebølgen også til Berlin. Men her var Arbejderrådet atter ubeslutsom. Og det lykkedes Gustav Noske, at sætte svære tanks, panservogne, morterer, flammekastere og fly ind mod de strejkende arbejdere. Under de 10 dages kampe i Berlin blev 1.200 arbejdere dræbt og titusinder såret. KPD´s formand blev myrdet.

D. 31. marts bliver Ungarn udråbt til rådsrepublik. D. 7. april udråber nogle uafhængige socialdemokrater og anarkister en ny rådsrepublik i Bayern. Bankerne blev nationaliseret. Men general Noske var atter hurtigt ude med sine frikorps. Og i løbet af kort tid var München totalt afspærret. D. 3. Maj kunne de kontrarevolutionære socialdemokrater gennemføre deres henrettelser, husundersøgelser og arrestationer. Frikorpsene erklærede arbejderklassen for fredløs, og foretog vilkårlige nedskydninger af påståede spartakister og spartakistkællinger. Sådan udtrykker frikorpsfører Manfred von Killinger sig. Den Bayerske Rådsrepublik blev med Clara Zetkins ord, højdepunktet i konflikten mellem borgerskab og arbejderklasse i de revolutionære kampe i 1918-19.

1. Verdenskrig afsluttes d. 28. juni 1919, da fredsvilkårene underskrives af Tyskland. For Danmarks vedkommende medførte freden, at nord-Slesvig efter 56 år tysk styre blev genforenet med Danmark ved folkeafstemningen i 1920.

Men i begyndelsen af 1920 etablerer de tyske minearbejderne generalstrejke. Nok havde minearbejderne fået 15 % mere i lønforhøjelse. Men kapitalisterne hævede kulprisen med 50 %. Den socialdemokratisk dominerede rigsdag bekæmper minearbejdernes generalstrejke med militær. Og minearbejderne beslutter at danne Rote Armee. 50.000 arbejdere erobrer hele Ruhr distriktet. Men efterhånden som den revolutionære bevægelse bliver nedkæmpet af frikorpsene i det øvrige Tyskland, kunne militæret til sidst også nedslagte de revolutionære i Ruhr.

Efter socialdemokratiet så pligtopfyldende med utallige frikorps havde nedkæmpet de revolutionære, mente de reaktionære godsejere imidlertid, at de nu med rette kunne bruge de kyniske frikorps til at slagte socialdemokratiet. Så d. 13. marts 1920 besatte tropperne det socialdemokratiske regeringskvarter og udråbte Wolfgang Kapp fra det højreradikale nationaltyske parti til rigskansler. Regeringen måtte flygte. Kuppet vare dog kun fire dage, da hele Tyskland gik i generalstrejke. D. 6. Juni blev der afholdt parlamentsvalg. De borgerlige partier fik flertallet. Novemberrevolutionen ideer om et demokrati under ledelse af socialistiske arbejdere, var for stedse slået fejl.